19. okt. 2014

15. okt. 2014

M/S

Skynder mig lige at anbefale Museet for Søfart, som jeg besøgte i går.

1. BIGs arkitektur er fremragende. Som at parkere et lille stykke Rem Koolhaas på tværs i en nedlagt tørdok. Dokken er mestendels bevaret intakt, slidt og hærget som den er, og danner en fin kontrast til de polerede gange, store glaspartier og aflange udstillingsrum. Masser af lys, rum og passager, der overrasker. Fin rumlig organisering og passende størrelse.

2. De faste udstillinger er gode og passer fint til publikum, der som jeg ikke ønsker at få formidlet hele historien fra A til Z, men værdsætter at kunne browse og selv stykke sammen. Masser af skibsmodeller og andre genstande, som fortæller historien. Det er ikke ’museet som videnscentral’, det er meget mere håndgribeligt. Et oplevelsespræget udstillingsdesign, som formidler til alle aldre. Bøgerne læser vi, når vi kommer hjem.

3. Særudstillingen om Esbjerg-Harwich er god, især Sofie Amalie Klougarts billedreportage, lavet kort før overfarten lukkede i år. Hun er en gammel kollega på avisen, så jeg kender hendes arbejde ret godt. Det her er noget af det bedste arbejde hun har lavet, efter min mening, og det siger ikke så lidt.

Tak til @LineP for selskab og køretur.

13. okt. 2014

Tilde.club IV

Er tilde.club bloggernes olde-kolle? Det tror jeg næsten, og det siger jo noget om at blive ældre. Når jeg bliver gammel flytter jeg ind i UNIX, åbenbart.

12. okt. 2014

English Rose

Det er søndag og jeg skal ud og se på bare numser til hest.

11. okt. 2014

Tilde.club III

Jeg fortsætter lige i sporet om tilde.club og temaet om ’begyndelser’. For som jeg var inde på for et øjeblik siden siden tager projektet tankerne tilbage til nogle formative år i mit liv og hele den måde internettet pludselig gav mening på en ret vild måde.

Men der er også en anden ting, en endnu vigtigere ting, som jeg kommer til at tænke på.

Min datter hedder jo Tilde og hun er opkaldt efter tilde-tegnet (~). Hendes navn ligner til forveksling, men er i virkeligheden et helt andet end kortformen for Matilde.

Jeg kom til at tænke på det fordi Paul Ford i sit indlæg på Medium om tilde-klubben fik sagt noget, der ringede en klokke, et ordentligt brag faktisk:

Back in ye olden Inter-Net tymes of the 1990s, if you were a (then youngish) nerd like me, you’d get an account on some server called CyberFox.net and your web address would be http://CyberFox.net/~vixen. (You were ’vixen’.) And you could put some web pages at that address.

The early personal web grew up around these little ’tilde sites’; that’s what preceded blogging. The ’~’ is a little like the ’@’ on Twitter — a shortcut that says: ’Here is a person.’

Her er en person (som skriver sin egen historie). Det er opsummerer ret perfekt hvad navnet Tilde betyder for mig.

Helvetica Neue

Og nu vi er ved det, så har jeg lige givet bloggen et lille redesign for your viewing pleasure. Årevis siden jeg har fiflet med en blog template – det kunne jeg sådan set godt få resten af weekenden til at gå med.

Nostalgiamok.

Tsukuru Tazaki

Skulle man mon give Haruki Murakami en tur mere? Havde ellers mere eller mindre opgivet ham, men Informeren og Weekendavisen er begejstrede.

Tilde.club II

Måske er tilde-klubben både nostalgi og et forsøg på historieskrivning. Det nostalgiske dukker frem hos mig, fordi jeg genkender en masse brugernavne, nogle af dem folk som jeg har fulgt siden jeg opdagede dem tilbage i 1999-2000, andre som jeg har sluppet for år tilbage, da blog-tingen ligesom døde.

Jeg warper lige tilbage et øjeblik. Den der oplevelse af, at der var ved at ske noget nyt og afgørende på nettet, og at man selv kunne være en del af det – man skulle bare lave sit eget lille medie, og det var ikke så afgørende om man nødvendigvis var super tjekket til at gøre det. Det var helt berusende at det kunne lade sig gøre, frigørende.

Jeg læste stort set ikke aviser i et par år, jeg læste hvad folk skrev på deres blogs, og det gjorde jeg til gengæld i timevis hver dag. Læste jeg en overhovedet artikel i en avis eller et magasin, var det 9 ud af 10 gange fordi en blogger havde anbefalet artiklen – det var dér, kollektiv brugerfiltrering af indhold startede for alvor. Lang tid før Googles page rank duede til noget, lang tid før det vi i dag kalder sociale medier var en realitet.

Det var også besværligt og primitivt, fordi værktøjerne endnu ikke var blevet udviklet. Sikkert også en del af tiltrækningskraften, hele den gør-det-selv etos. Der var ingen notifikationer. I dag får jeg notifikationer hele tiden, men dengang måtte man stort set ud og lede efter tingene selv. Det var tidskrævende men blev også til en form for community work, som man deltog i. Og hvis man havde fundet noget interessant, kunne man straks publicere opdagelsen. Bloggen blev internettets polaroidkamera. Instant gratification, w00t!

Det er nogle af de ting som tilde-klubben genskaber som en slags levende museum. Fraværet af påmindelser fra en app. Fornemmelse af at støve rundt og så pludselig opdage et godt indlæg. Kreativiteten ved at lave en håndkodet side.

Jeg ved det, bær over med mig. Det går snart over igen.