17. maj 2001

Saigon________________shit_____

Jeg forstår overhovedet ikke kritikken af Brandos Kurtz. Det er rigtigt at Coppola havde store problemer med ham (ligesom han i øvrigt også havde i forbindelse med Godfather filmene), og at Brando ikke ville filmes i total pga. sin størrelse og alt muligt andet bavl. Som de fleste filmstjerner var Brando en hystade, og Brando var en stor stjerne! Men den Oberst Kurtz man møder i Apocalypse Now har jeg altid følt var skrækindjagende, netop fordi vi sjældent ser mere end en halvmåneformet isse siddende der i mørket. Og replikkerne, tja dem ER der jo ikke så mange af i forvejen..

(indsæt helikopterlyde her: BUDDA-BUDDA-BUDDA-BUDDA-BUDDA-BUDDA)

Men OK, jeg er nok heller ikke den person som er mest modtagelig mht. kritik af AN. Jeg så filmen første gang (1982 ?..) i Club Paramounts filmklub om onsdagen. Forholdene dér var - som filmsal betragtet - alt andet end optimale (selvom deres filmprogram var førsteklasses). Alligevel gjorde filmen et uudsletteligt indtryk, også på mig. Jeg havde på dette tidspunkt ingen specielle præferencer mht. krigsfilm, men kan huske den knugende og mørke tilstand som blev ekstremt intens (ja.. jeg inhalerede..) i løbet af den sidste time af filmen. Hvad jeg først blev klar over mange år senere, da jeg endelig tog mig sammen til også at LÆSE bogen, var dette jo helt i Conrads og romanforlæggets ånd.
Om Apocalypse Now er konklusionen på den klassisk-episke Hollywood tradition? Synspunktet er interessant og måske tæt på sandheden. Coppola og Griffith har da i hvet fald mere end Wagners Valkyrier til fælles. Coppola var måske ikke den sidste som gjorde forsøget, men måske den sidste det lykkedes for. Hans generation af instruktører fostrede jo også et par andre genier, først og fremmest Spielberg, i mindre grad Lucas, og DISSES sådan mere adrenalinbefordrende bidrag til filmkunsten™ har mere eller mindre udgjort den Slagne Vej lige siden.