13. okt. 2002

Topsy-Turvy
Mike Leigh er jo mest kendt for den socialt bevidste realisme i sine film, men han har også lavet Topsy -Turvy, der er historien om Gilbert and Sullivan, der i 1880´ernes London skabte en stribe af usandsynligt populære operetter, der for længst er blevet en del af engelsk kulturarv, én af operetterne -"Pinafore" er også verdensberømt i Danmark p.gr.a Jørgen Reenbergs udgave af "Admiralens vise".
Selvom nogle læsere måske står af hér må jeg tilføje at denne film er intet mindre end fremragende, og den er alt det "Moulin Rouge" burde have været, ikke ment som et angreb på den spektakulære Moulin Rouge, men et simpelt knæfald for de overlegne skuespil-præstationer og den medrivende handling i Topsy Turvy, samtidigt et fabelagtigt tidsbillede af en periode man mest forbinder med Victorianismens strenge sexualmoral og højborgerlige idealer, i Topsy Turvy erfarer man at det også var en tid besat af en løssluppen livsglæde samt begyndelsen til en egentlig moderne og urban epoke, de første gadelygter, telefoner, undergrundsbaner , industribyer skabes og meget af kunsten sværmer om det uskyldige og enkle liv blandt simple bønder eller hos eksotiske folkeslag, filmen tager f.eks udgangspunkt i at de to partnere er gået i stå med deres næste operette og måske står foran et brud med deres mangeårige samarbejde, men det hele reddes da Gilbert besøger en udstilling om det fjerne og gådefulde Japan og skriver hele operetten om så den foregår samme sted - "Mikadoen" er født.
Filmen følger derefter de forskellige personer under forberedelsen til selve premieren, hér formår Leigh på den mest mesterlige vis at skildre de mange kvaler og triumfer, lige på grænsen mellem det sentimentale og det heroiske.
Krukkede, kantede og gale er de allesammen, men de fremstår som lyslevende og elskelige, og man forstår hvorfor duoen skabte så populære stykker, Gilberts tekster er et virvar af ordspil og indforståede vittigheder, på samme måde som den lidt tidligere kollega, franskmanden Jacques Offenbach, og dette tilsat Sullivans talent for ørehængende melodier, bliver til en uimodståelig forestilling.
Forkvaklethed og hysteri, galskab og heltemod, alkoholisme og narkomani, fordærv og fortabelse, Topsy -Turvy har det hele, men serveret med en utrolig overbevisning i skuespil præstationerne og instruktionen, her englænderne endnu en gang anerkendes som de absolutte mestre !
Køb den !, lej den !, stjæl den !, se den !