25. jun. 2003

Dansk centralisme

This text adresses the situation in Denmark and is therefore in Danish. My excuses to our international readers.

Danmark har en skæv geografi. Hovedstaden, København ligger stærkt asymmetrisk i den østlige del af landet. Tilmed er København også meget stor i forhold til resten af landets byer, fire gange større end den næststørste by, Århus. Den fysiske afstand mellem de københavnske beslutningstagere og Jylland er stor i forhold til landets ringe størrelse. Desuden forstærkes den mentale afstand mellem centrum og periferi af at der skal krydses vand hvis man vil fra Jylland til København og omvendt. Det lille land er alt andet end kompakt og som følge deraf er infrastrukturen ikke hvad den burde være. Danskerne oplever selv forskellene på land- og bybefolkningen meget stærkt. Der svælges gerne i disse lokale forskelle og tonen svinger fra hjertelig til hånlig. Men det er ikke den ene part som er provinsiel i denne sammenhæng. Det er selve diskussionen som er provinsiel, fordi set i et større perspektiv er landet for lille til at rumme forskelle store nok til at berettige den ene part til at være hånlig. Men danskernes opførsel er delvist undskyldt fordi hovedstadens forskydning mod landets østlige kant forstærker forskellene på land og by.

København er en koncentreret akkumulation af kultur, indkøbsmuligheder og natteliv. Helt sikkert den mest interessante samling af muligheder i Danmark - og sikkert også i hele Skandinavien. Det er således ikke noget under at provinskøbstæderne har et skævt forhold til København men på grund af denne ulige fordeling er forholdet København/ provins præget af modvilje i stedet for konkurrence. København vil ikke give til provinsen fordi der er jo tyndt befolket så hvorfor ikke placere ressourcerne i København som man altid har gjort, dér kan mange flere mennesker få glæde af dem. Logisk nok vil provinsen ikke give til København fordi der er allerede så meget i forvejen. Som oftest er det København der vinder, fordi man har de bedste argumenter. Mange politiske beslutninger er præget af disse forhold og det er mindre gunstigt for landet som helhed fordi ressourcer ikke altid ender hvor de gavner på langt sigt. Københavns afstand til landets geografiske tyngdepunkt har ikke generet en tilstand af ligevægtige byer over hele landet. Tværtimod. Jyllands relative store størrelse i forhold til resten af landet og den kendsgerning at Jylland er landfast med resten af Europa forstærker landets skævvridning. Det gamle kongerige er et centralistisk styret land, hvor landbefolkningen ser sig selv som opposition til København.

Hvis vi sammenligner Danmark med andre lande og ser bort fra København, er det slående hvor meget de danske byer ligner hinanden. Odense, Ålborg og Århus ligger alle på én linie som gennemløber et spekter af hvor meget en by ligner hovedstaden, København. Dette bliver særlig tydeligt når man sammenligner Danmark med Holland. Den kulturelle udveksling har altid været stor mellem de to lande og størrelsesmæssigt er de næsten ens, men Hollands tre største byer er alle mindre end København og dog stærkt forskellige. Haag, Rotterdam og Amsterdam er rundt regnet lige store med knap 1 million indbyggere hver. Et hollandsk mundheld siger at man tjener pengene i Rotterdam, I Haag fordeler man pengene og i Amsterdam bruger man dem. Disse karakteristika er synlige på alle niveauer i de tre byer: Rotterdam er kendt som den arbejdende by hvor nattelivet og fornøjelserne er stærkt begrænsede og omgangstonen er meget kontant og direkte. Haag er kendt for sine mange offentligt ansatte, kongehuset, parlamentet og ambassaderne. Det er her den gamle elite bor og der tales med en affekteret dialekt. I Amsterdam ligger de vigtigste museer, det pulserende natteliv og det er her hvor bohemen holder til. Der er således tale om tre stærkt varierede byer selvom ingen af disse byer ligger mere end 50 km fra hinanden. Hollændere flytter mere end danskere. Man slår sig ned hvor det passer til ens temperament og pengepung. Det er i højere grad et valg hvor man bor end det er et spørgsmål om fødested. Hverken Haag, Rotterdam eller Amsterdam er større end København men de er hver især langt mere urbane end den danske hovedstad. Dette hænger naturligvis også sammen med et par væsentlige forskelle mellem Danmark og Holland på nationalt niveau: Danmark er en ø-kultur hvor Holland er en fastlands-kultur og Holland er i langt højere grad end Danmark en international handelsnation med talent for at etablere kontakter og at flytte handelsvarer rundt over hele verden. Disse forhold bidrager naturligvis til den hollandske urbanitet i Randstad-området, men ét forhold er ikke bestemt af de mere ubevidste nationale træk som er vanskelig at ændre på, men af en national intention: Nemlig infrastrukturen som er bygget af politisk vilje. Den konstante strøm af trafik mellem de hollandske byer tilfører byerne konstant impulser og bidrager til et dynamisk urbant miljø, samtidig med at de tre storbyer kan sameksistere og konkurrere med hver sine særpræg intakt.

Danmarks centralistiske struktur afspejles ligeledes i forvaltningen af hovedstaden. Også her er der tale om uheldigt iboende forhold. Disse forhold holder byen fast til dets eget center og modvirker udvikling og vækst. Der er selvfølgelig tale om den gamle gadestruktur og de gamle bygninger i Københavns middelalderby. Der er intet galt med Københavns smukke middelalderby. Problemet er den bevarings-inerti som den fordrer. Sådan et stykke historie skal der naturligvis værnes om og det bliver der også. Konsekvensen er at den indre by er meget attraktiv. Alle vil bo eller have virksomhed der, koste hvad det vil. Centret "suger" til sig og der er opstået et uudtalt behov for at akkumulere masse til det gamle center. Dette giver pladsproblemer samtidig med at det skaber konflikt med behovet om at bevare byens historie. Nu har man erkendt at det ikke er nødvendigt med flere kultur-institutioner på Kongens Nytorv. Men det nye operahus som er under opførelse har stadig meget stærke bindinger til indre by. Godt nok er bygningen placeret på den anden side af havneløbet men der insisteres på en symmetri givende forbindelse til Amalienborg hvilket ret beset er noget gammeldags. Hvis bygningen havde været fri af aksen pegende mod indre by kunne havnens åbenhed have været tematiseret og vi havde haft et andet projekt med det samme potentiale som Utzons Operahus i Sydney.

Der er en voksende bevidsthed blandt Københavnere om byen. Mange vil gerne bo i en storby. Disse mennesker flytter til udlandet for en tid og nogle vender aldrig tilbage. Men der findes også blivende Københavnere, som drømmer om en by der er mere end en turistfælde med en artig befolkning der har sans for nydeligt design og som elsker deres dronning. Hvis vi nu slap højdeskrækken og skippede hensynet til byens spir, så kunne byen få sig et par moderne skyskrabere til af forbedre byens image med. I Malmø er en skyskraber undervejs: The Turning Torso af den spanske arkitekt Santiago Calatrava. Utvivlsomt det mest imponerende bygningsværk i Skandinavien, men kunne noget lignende ske i København? En dragende ide, ganske vist, som ville være dobbelt så fascinerende hvis den var tiltænkt en ægte urban tilstand -- et miljø hvor højhuse bliver bygget af behov og ikke som en slags statussymboler. Malmø bliver naturligvis ikke en storby af én skyskraber, ej heller København. En storby er lavet et højt befolkningstal -- højere end i København. Enhver by har brug for et opland og en storby har brug for et stort opland, i Danmarks tilfælde: hele landet. Forskellen på land og by er allerede meget stor og det er nødvendigt at hele landet vokser, før København kan vokse yderligere. Hvis Københavns gerne vil være en storby, eller i det mindste vokse ud af sin provinsielle tilstand, må den også have et stort opland og det kan først lade sig gøre når der er politisk vilje til det.

Lad nu det gamle centrum ligge.

Der bør åbnes for muligheder for at nye fortætningspunkter kan opstå til aflastning af Københavns gamle centrum. Disse nye zoner vil af natur ikke være historiske men de kan sagtens huse kulturinstitutioner og nye erhvervs- og boligområder. Noget sådan giver ikke mening indenfor Københavns centralistiske infrastruktur med de historiske fæstningsanlæg, fingerplan, ringveje og den nye S-togs ringlinie. Funktionerne bør spredes over hele landet. Når København i dag får besøg fra provinsen er det Idrætsparken, Kongehuset og Det Kongelige Teater der står øverst på listen. Hvorfor egentlig ikke fordele disse tre institutioner i Århus, Ålborg og Odense? Dette vil reducere provinsens modvilje over for København, som netop er et produkt af Københavns selvtilstrækkelighed. Provinsen vil få noget selv at være stolt af, sammen med et par gode grunde til at besøge noget af det som Københavnerne er stolte af når de kommer på besøg. Desuden ville Københavnere besøge provinsen noget oftere og et par misforståelser ville sikkert kunne undgås.

Men ét er de konkrete bygninger og institutioner, noget andet er infrastrukturen. I sidste ende er det denne struktur der skal føde de nye bygninger. Landets infrastruktur skal forbedres, især i periferien. Som det er nu, er der meget stor forskel på kvaliteten af vejnettet tæt på København og i Jylland. Ved en udbygning af nettet skaber man på langt sigt vækst og gør de tyndt befolkede egne mere attraktive for flere slags mennesker.

[Posted by Hans Larsen]