12. jun. 2003

Modernitet NU!

NOTE: This is a reworked version of an earlier posting. It adresses mostly the situation in DK and is therefore in Danish.

Mies van der Rohe mente at arkitekter skulle vise vejen til en ordentlig civilsation uden rod og forvirring. Det var selvfølgelig før man erkendte at logik og anden matematisk orden kunne betragtes som relativ. Den gamle mester ville sikkert ikke bifalde vores civilisations tilstand som vi kender den idag. Den vestlige verden synes sikkert endnu mere rodet og forvirrende end på Mies van der Rohes tid. Men idag vil man argumentere, at den orden som er tilstede i vores civilisation, ikke er umiddelbar og letopfattelig, snarere iboende og underliggende. Mies udtrykte sig videre på sin velkendte nononsense-facon: "The structure of a civilization is not easy to define because it is in part the past, in part the present, and in part the future. The past, by its very nature, we cannot change. The present we have to accept and should master. But the future is open -- open for creative thought and action, and I believe that the real acceptance of the present will be the basis of the future."

Hvis vi antager, at accepten af nutiden kan måles på hvor godt vores arkitektur afspejler den moderne verden som vi er en del af, står det sløjt på vores del af planeten -- I Europa og ikke mindst i Skandinavien. Her i Danmark er vores lokale arkitektur i bedste fald modernistisk, men ikke egentlig moderne. Moderne arkitektur afspejler en moderne verden og ikke en modernistisk fortid. Accepten af nutiden i Mies van der Rohes citat kan ses som en accept af den modernitet, som ikke altid er pæn, humanistisk og i tråd med velfærdsstaten. Ikke destro mindre lever hovedparten af verdens befolkning tætterere på modernitetens konsekvenser, end hvad vi gør i Danmark.

Den analytiske tradition i europisk tænkning er ikke særlig godt gearet til at udfordre modernitetens vildskab. Den generelle koncensus på Europas kontinent, forsøger at kontrollere sig ud af problemerne med planlægning og værgen om historiske interesser. Men når det er sagt, skal det også bemærkes, at det var den samme analytiske tradition, som fostrede modernismen i forrige århundredes begyndelse og senere en række internationale arkitektkontorer, som idag er medvirkende til at sætte form på den globale modernitet.

Når nu velfærdsstaten beskytter sine borgere mod modernitetens kradse konsekvenser, hvorfor skulle danske arkitekter så forholde sig til den store verden? Fordi arkitektur er en skabende profession og arkitekters visioner har indflydelse på hvordan fremtiden kommer til at se ud! Dansk videnskabelig forskning tåler udmærket sammenligning med omverdenen, men hvorfor er den innovative energi i dansk arkitektur bundet i detaljerne? Trangen til at ville have fuld kontrol over en bygnings detaljer, er et defensivt træk for en branche, der burde demonstrere overskud og vilje til improvisation.

Vi bygger pænt og harmonisk i Danmark. Større prestigebyggerier, hvis væsentligste kvalitet er en akkumulation af nydeligt løste detaljer, står på dagsordenen. Vores metro ligner en kirke og vores kirker ligner en metro. Stort set alle kulturbygninger, som er under opførelse i disse år, er fordanskninger af internationale strømninger eller konkrete eksisterende projekter. Globalitet er ikke en verdensomspændende koncensus, men snarere et net af punkter af lokal velvillghed til deltagelse. De danske arkitektfirmaer mangler ide. Man tegner sig ind i et projekt i stedet for først at formulere svar på spørgsmål relevante for den pågældende opgave. Set over de sidste 15 år, har en række store danske kontorer i realiteten skiftet stil. Mest udtalt er det for dem som har bevæget sig fra fra nyrationalistiske projekter til moderne projekter med referencer til hollandske og amerikanske kontorer. Dette sker fordi den væsentligste ide er god arkitektur og ikke en større vision. Hvornår har man sidst hørt en dansk arkitekt tage ordet vision i sin mund? Der kompenseres for dette ved at efterligne internationale arkitekter, der rent faktisk har en vision. Men det er ikke nok at kende sine forebilleder fra fagtidsskrifterne. Det kræver en indgående forståelse for de af modernitetens virkemidler, som de pågældende forbilleder benytter sig af, hvis man vil undgå plagiat og fordanskning. Indtil nu har dansk arkitektur været relativt god fordi den først og fremmest sammenligner sig med sig selv, men hvor længe varer en sådan tilstand?

I rigtig mange år har Danmark modstået international arkitektur på egen grund. Heldigvis rådes der bod på dette ved at der for første gang bliver opført værker af internationale navne i Danmark (Jean Nouvel i Ørestaden og forhåbentlig MVRDV og Coop Himmelblau i henholdsvis Købenshavn og Aalborg. Desuden har Zaha Hadid og Behnisch & Partners været tæt på). Man måler ikke en bygnings arkitektoniske kvalitet på antallet af internationale tidsskrifter, som det publiceres i, men det giver en ide om hvor interessant omverdenen finder et givent bygningsværk. Set i dette lys er det bemærkelsesværdigt hvor høj en selvfølelse der er blandt danske arkitekter, sammenlignet med hvor få danske projekter der publiceres internationalt.

Modernitet søger ikke et ukrænkeligt territorium af homogenitet og fokus på det som er småt. Grænser forsvinder og systemers styrke defineres i stadig hjere grad af deres evne til at absorbere modsætninger, fremfor det at producere ligheder. Modernitet placerer sig selv i en fremtidsvenlig global kontekst, hvor optimisme ikke er et fy-ord. Moderniteten er ikke bange for paradokser, den svarer på spørgsmål og løser problemer, velvidende at eet endegyldigt svar ikke eksisterer. Modernitet er mangfoldig og kompleks. Ingen kender svarene i et sådant system. Spørgsmålene er for mange til at det giver mening at forsøge at beherske helheden. Evnen til at improvisere og at forblive ubevidst på de rigtige tidspunkter er altafgrende.

Moderniteten trives bedst i zoner med høj vækst, fordi handlekraften der er mindre hæmmet af for mange gode grunde. Kina er et godt eksempel. De bygninger der bygges i de ekstreme vækstzoner i byomrderne i Pearl River Delta, er hinsides arkitektur i europæisk forstand. Men dér udstikkes retninger for, hvordan vore allesammens fremtid bliver. På grund af Kinas størrelse inderholder moderniseringen af Kina en så voldsom inerti, at den ikke kan ignoreres. De kræfter der er på spil refererer ikke til USA, Europa eller Kina selv. Kræfterne refererer til moderniteten, fordi det er modernitetens kræfter. Og disse store bevægelser lader sig ikke bremse af lidt modvilje over for wild-west-agtige tilstande. For en periode kan man godt lukke øjnene for modernitetens kræfter, fordi det er ikke altid et kønt syn. Man kan lovgive for derigennem at kontrollere modernitetens skarpeste kanter, men fremtiden sker hvad enten vi vil det eller ej, og hvis arkitektur skal bidrage positivt til moderniteten skal den kunne favne de kræfter der former den.

[Posted by Hans Larsen]