16. jul. 2003

Mies van der Rohe og højhusbyggeri

Again the text is in Danish. Sorry to our international readers. The text is about the German/ American architect Mies van der Rohe and the lack of large-scale buildings in DK.

I Danmark har vi et anstrengt forhold til højhuse. Vi flyver ikke højere end vingerne bærer, således at der ikke er for langt at falde. Årsagen er måske at det i tresserne blev opført mange større betonbyggerier som aldrig blev særlig folkekære. Det er ærgerligt fordi højhuse er et kompetent svar på Danmarks nuværende boligproblemer.

Den tyske arkitekt Ludwig Mies van der Rohe, eller blot Mies om man vil, levede fra 1886 til 1969. Han regnes af mange for at være fader til den moderne højhus typologi. Denne artikel fortæller historien om hvordan Mies nåede der til og hvordan hans landvindinger kunne have betydning i dag.

Før Mies kunne bygge sine første højhuse måtte et par ideer først formuleres og senere perfektioneres: For det første ideen om den åbne plan, som er baseret på en teknisk landvinding, der betød at indervægge ikke længere behøvede at være bærende. Vha. slanke beton- og stålsøjler blev det muligt at bære det der skulle bæres, således at vægge kunne fungere udelukkende som rumdelere. For det andet var der opgøret med funktionalismen. Mies mente ikke at en bygning skulle udtrykke sin funktion. Her ragede han uklar med markedskræfterne, fordi en sådan holdning betød at nye bygninger skulle bygges mindre ofte. Men Mies mente at en moderne bygning skulle have et mere generelt udtryk som betød at bygningen var i stand til at bevare sin relevans, selv efter at de første brugere var flyttet til en anden bygning. Højhuse er store og antallet af brugere er som følge deraf også stort. Det er derfor nødvendigt at en sådan bygning har et relativt neutralt udtryk, for at være i stand til at rumme de mange forskellige brugertyper. Til slut var der konceptet "curtain-wall", hvilket også var et produkt af føromtalte slanke søjler og som betød at en bygnings facade ikke behøvede at indeholde bærende konstruktioner. Det blev muligt at designe bygninger med lette (læs: ikke bærende) facader, som f.eks. glas -- en "curtain-wall". Disse ideer formulerede Mies allerede i 1920'erne og 1930'erne men de blev først perfektioneret og demonstreret på konkrete bygningsværker da Mies emigrerede til Chicago i 1938.

Ser vi tilbage på de historiske arkitektoniske epoker, havde de hver især deres egne konstruktive principper. Romerne havde rundbuen ligesom gotikken havde spidsbuer og stræbepiller. Disse principper tegnede hver periode og var bestemmende for bygningers form. Mies mente at arkitekterne tilhørte epoken og ikke omvendt. Sammenlignet med mange af sin samtids modernistiske kolleger havde Mies en mere ydmyg tilgang sin gerning. Han så det som sin opgave at tegne modernismens strukturelle orden og han bifaldt ikke sine kolleger med hang til individualisme og et behov for at udtrykke sig igennem ekspressive former. Form er ikke et mål men et resultat, mente Mies. Denne form skulle udtrykte sin tid og ikke nogle personlige griller.

Fra sit antiformalistiske udgangspunkt, så Mies sig selv som modstander af den hollandske de stijl bevægelse. De stijl betyder direkte oversat "stilen" så selve navnet vedkender sit tilhørsforhold til ydre form. Der var nu heller ikke rigtig tale om en bevægelse, snarere en gruppe kunstnere og arkitekter, som havde et formsprog af, geometriske former fremstillet i de tre grundfarver, tilfældes. Mondrian var nok den mest betydningsfulde de stijl kunstner for han producerede nogle interessante udsagn om den abstrakte dynamiske komposition. Tidligt i hans karriere appellerede disse udsagn sikkert til Mies, men senere har han formentlig taget afstand til dem, fordi en sådan komposition af natur er individuel og subjektiv.

Mies vidste godt at han ikke som enkelt individ kunne gøre sig forhåbninger om at forstå modernismen mens den stod på. Først efter at en epoke var forbi ville det blive muligt at forstå hvad der var karakteristisk for den pågældende tidsalder. Mens en epoke står på kan man kun forholde sig instinktivt til den. I det øjeblik man forstår epoken, er den forbi og noget andet begynder. Det store billede bliver først tilgængeligt når noget andet er i gang.

I sin samtid så Mies en stræben efter universalitet. Denne iagttagelse gjorde han til et faktum og et mål for sig selv. Derved stillede hans sin egen diskurs overens med modernismens forløb. Denne universalitet afspejledes i hans forhold til funktionalisme. Han søgte et universelt udtryk, som hævede sig over ønskerne af det første sæt af brugere til hans bygninger.

Mies's arkitektur var baseret på logik og klarhed. Typisk, er den strukturelle orden af hans bygninger direkte aflæselige: I facaden sidder vindues sprosserne med samme afstand og i planen er søjlernes placering tydeliggjort af en matrix af kvadratiske fliser, således at proportioner og forholdet til konstruktion er tydeligt forklaret. Mies var ikke praktiserende religiøs men han citerede ofte de to katolske helgener Sankt Augustine: "Skønhed er glansen af sandhed" og Sankt Thomas Aquinas: "Fornuft er det vigtigste princip for alt menneskeligt arbejde."

Hvad angår Mies's arbejde var der således tale om et tæt forhold til fakta. Hans arbejdsmetode var i høj grad baseret på erfaringer (empirisk). Modernismen som tidsalder betragtet interesserede ham, men ikke nyhed for nyhedens egen skyld. Han forsøgte ikke at opfinde den dybe tallerken hver dag. Arbejdet var bestemt af det han/ man vidste -- altså fakta. Efter de samme principper tilrettelagde han undervisningen på arkitektskolen i Chicago, I.I.T.: Det var en byggeuddannelse, altså baseret på håndgribelig viden. Meningen var at de studerende først skulle blive arkitekter i deres professionelle liv, når de mestrede det basale. I akademiske kredse så Mies en tendens til at spørge: Hvad er arkitektur? Hvad er civilisation? Og så videre. Heri var han uenig. Mies's arbejdsmetode afviste enhver form for spekulation over metodens eget grundlag, netop fordi han selv havde baseret metoden på fakta. Mies interesserede sig mere for hvordan frem for hvad.

Et af hovedværkerne i Mies's produktion var Seagram bygningen i New York, som blev indviet i 1958. Det er en 38 etager høj skyskraber, som ved sin færdiggørelse var den hidtil højeste kvadratmeterpris for en skyskraber i New York. Mies brugte mere end halvdelen af grunden til en åben forplads foran bygningen, således at hele bygningens højde kunne iagttages fra gadeniveau. Bygningen var placeret i midteraksen af denne plaza med to spejlbassiner arrangeret symmetrisk omkring indgangspartiet. Givet de skyhøje grundpriser i New York, blev denne plads naturligvis betragtet som ødsel omgang med kvadratmeterne men Mies opnåede tre fordele: 1) Tilførslen af et tiltrængt åndehul i den tætte by. 2) Iscenesættelsen af sin egen bygning. 3) Tydeliggørelsen af den åbne plans fordele. Mies kæmpede sandsynligvis hårdt for sin plaza men det blev måske en af hans karrieres vigtigste sejre, fordi den er er til dags dato nok det mest beundrede aspekt ved hans samlede produktion.

I sin ungdom interesserede Mies sig for den tyske klassicistiske arkitekt Karl Friedrich Schinkel, som er mest kendt for Altes Museum i Berlin (1823-1830). Dette museum har en søjlekolonnade i hele bygningen bredde og en enorm forplads, flere gange større end bygningens grundareal -- i tankegang ikke ulig Seagram bygningens Plaza. Det Mies lærte i sin ungdom forlod ham aldrig helt, heller ikke som radikal modernist. Betragter man planen til Barcelona Pavillonen, ligner den en dynamisk asymmetrisk Mondrian komposition. Men i Mies's sene værker blev symmetrien mere fremherskende, hvilket var helt uhørt set med modernistiske øjne. Som eksempler kan nævnes: Seagram bygningen, Bacardis administrationsbygning i Mexico og Nationalgalleriet i Berlin.

Desuden generede det ham ikke at anvende den samme strukturelle orden til en villa som til et kongrescenter. Denne omgang med skala er meget lig andre klassicistiske arkitekter, som gerne anvendte det antikke tempel-tema på forskellige bygninger, uanset størrelse. Mies producerede moderne templer for kapitalismen. Den ortodoksi der præger dyrkelsen af Mies i visse kredse af arkitekter, har således også et svagt ironisk skær.

Typisk for Mies's arbejde er at det er både konservativt og radikalt af natur. Mies søgte orden og harmoniske kompositioner samtidig med at han arbejdede i modernitetens tjeneste. Det generede ham ikke at hans bygninger blev anset for at være tørre og kedelige, fordi Mies arbejdede ikke udelukkende for sin samtid men for en større forståelse som hørte fremtiden til.

Mies's bygninger fremstår usentimentale og verdsliggjorte. Hans arkitektur tilhørte civilisationen og ikke kulturen. De anti-boheme udsagn som andre af modernismens udøvere praktiserede synes blege og halvhjertede, sammenlignet med tyngden af Mies's praksis. I sit eget arbejde søgte han efter den moderne civilisations struktur. Om dette sagde han: "The structure of a civilization is not easy to define because it is in part the past, in part the present, and in part the future. The past, by its very nature, we cannot change. The present we have to accept and should master. But the future is open -- open for creative thought and action, and I believe that the real acceptance of the present will be the basis of the future."

Da Mies var ung og stadigvæk optaget af klassicisme besøgte han Berlages Børs bygning i Amsterdam. Her blev han betaget af det store centrale overdækkede rum. Den samme type rum kendes fra Københavns Rådhus og Hovedbanegården. De to danske eksempler er begge fra den samme periode som Berlages Børs, dvs. starten af 1900-tallet. Desuden har de to danske bygninger en avanceret tagkonstruktion, hvilende på svære murede konsoller tilfældes med den hollandske bygning. Dér tog Mies sit opgør med Schinkel og klassicismen som sammenlignet med Berlages blotlagte konstruktion, var at betragte som overfladisk og pyntesyg. Arkitektur skulle udtrykke sin struktur, erkendte han. Mies adopterede essensen af Berlages arkitektur men ikke den eksakte form. For Berlages arkitektur var til tider også selv pyntesyg og romantisk, dog ikke i samme grad som de danske nationalromantiske eksempler. Eksemplet tjener til at illustrere Mies's tætte forhold til indhold og hans afstandtagen til form.

Det er sandsynligvis krydsningen af Mies's europæiske tænkemåde og amerikansk pragmatisme, der skabte den unikke position for Mies og hans arkitektur, som vi kender i dag. I et andet engelsktalende miljø, fik Mies et interessant efterspil som er interessant set med skandinaviske øjne. Der er selvfølgelig tale om britiske Smithersons og deres brutalisme. Efter anden verdenskrig, under genopbygningen af England, var en særlig svensk byggestil fremherskende. Det blev vurderet at billedet af den svenske velfærdsmodel, skulle være tilstrækkelig populært til at vinde indpas over hele England. Alison og Peter Smithson vendte sig mod denne forlorne humanisme og formulerede grundlaget for den retning der kaldte sig "New Brutalism". Mies og hans nononsense-arkitektur blev gjort til forbillede for denne nye isme, hvad enten han ville det eller ej. Smitersons hovedværk blev deres skole i Hunstanton som helt utilsløret citerer Mies og han I.I.T. campus.

Som tidligere nævnt arbejdede Mies ud fra et empirisk grundprincip. Hans arbejde udviklede sig langsomt over årene fra klassicisme til skyskrabere i international stil, hvert trin omhyggeligt understøttet af det forrige. Noget lignende er synligt i hans forhold til sine modernistiske kolleger som arbejdede ud fra et marxistisk revolutionært udgangspunkt. Disse arkitekter, inspireret af den russiske revolution, ville starte alting på ny, formulere nye samfundsordner og gøre alle lige. En dragende tanke ganske vist men historien har vist noget andet: Som det ofte sker ved revolutions-etablerede paradigmeskift, blev idealisme hurtigt erstattet af dogmatisme og begyndelsen til enden var allerede tidligt i gang. Mies interesserede sig ikke for politik. Derfor udvikledes hans ideer sig evolutionært og skabte derved en anden indholdsmæssig tyngde end sine revolutionære kolleger.

Den åbne plan, som gang på gang citeres i nutidig moderne arkitektur, er Mies's fortjeneste. Denne kendsgerning sammenholdt men den vægt som hans visioner havde, placerer ham blandt sidste århundredes absolut vigtigste arkitekt personligheder. Måske synes det urimeligt at sammenligne en sådan sværdvægter med den nutidige tilstand af arkitektfaget i Danmark. Men der er nu lidt at hente alligevel: Mies bekymrede sig over hele civilisationens tilstand. Ikke ud fra et gammeldags religiøst overherredømme-paradigme men han forsøgte i al beskedenhed at sætte form på den nye moderne civilisations huse. Danskere og andre mindre kulturer har en tendens til at trække storheden ud af tingene. Men den moderne civilisation er på vej til at blive global og Danmark ville være bedst tjent med at dæmpe fornægtelsen af denne kendsgerning.

Overalt i verden bygges der i højden som en reaktion på stigende grundpriser. På den måde bliver det lettere at forrente sin investering, fordi en grund kan tilføres flere stablede kvadratmeter, når der bygges i højden. Ved etagebyggeri er der mange gentagelser af bygningsdele og en højere grad af industrialisering er nødvendig. I disse år gøres der mange krumspring her i Danmark for at omgås de høje håndværkerlønninger, deriblandt sort arbejde og import af udenlandsk underkvalificeret arbejdskraft. Ved en højere grad af industrialisering kan der spares mange mandetimer på byggepladsen og på den måde kunne det igen blive rentabelt at bygge boliger for middelklassen.

Folk vil ikke bo i højhuse? Nej, ikke hvis priserne er for høje i forhold til kvaliteten. Dansk boligbyggeri er meget præget af en ide om hvordan man altid gør og har gjort, i stedet for faktuel viden om brugernes ønsker. Etagebyggeri har den fordel, at en udsigt eller andre lokale kvaliteter kan gøres tilgængelige for mange. Desuden findes der mange mennesker som holder af at bo i højden. Hvis den samme affinitet som ellers kendetegner byggesektoren, overføres på højhusbyggeri og at enkelte parter ikke profiterer for meget kan vi give folket højhuset tilbage. Hvad er det egentlig for mekanismer der dikterer, at man ikke kan lære af de fejl der blev begået i f.eks. Høje Gladsaxe og andre af fortidens stor-skala byggerier?

[Posted by Hans Larsen]