11. okt. 2014

Tilde.club II

Måske er tilde-klubben både nostalgi og et forsøg på historieskrivning. Det nostalgiske dukker frem hos mig, fordi jeg genkender en masse brugernavne, nogle af dem folk som jeg har fulgt siden jeg opdagede dem tilbage i 1999-2000, andre som jeg har sluppet for år tilbage, da blog-tingen ligesom døde.

Jeg warper lige tilbage et øjeblik. Den der oplevelse af, at der var ved at ske noget nyt og afgørende på nettet, og at man selv kunne være en del af det – man skulle bare lave sit eget lille medie, og det var ikke så afgørende om man nødvendigvis var super tjekket til at gøre det. Det var helt berusende at det kunne lade sig gøre, frigørende.

Jeg læste stort set ikke aviser i et par år, jeg læste hvad folk skrev på deres blogs, og det gjorde jeg til gengæld i timevis hver dag. Læste jeg en overhovedet artikel i en avis eller et magasin, var det 9 ud af 10 gange fordi en blogger havde anbefalet artiklen – det var dér, kollektiv brugerfiltrering af indhold startede for alvor. Lang tid før Googles page rank duede til noget, lang tid før det vi i dag kalder sociale medier var en realitet.

Det var også besværligt og primitivt, fordi værktøjerne endnu ikke var blevet udviklet. Sikkert også en del af tiltrækningskraften, hele den gør-det-selv etos. Der var ingen notifikationer. I dag får jeg notifikationer hele tiden, men dengang måtte man stort set ud og lede efter tingene selv. Det var tidskrævende men blev også til en form for community work, som man deltog i. Og hvis man havde fundet noget interessant, kunne man straks publicere opdagelsen. Bloggen blev internettets polaroidkamera. Instant gratification, w00t!

Det er nogle af de ting som tilde-klubben genskaber som en slags levende museum. Fraværet af påmindelser fra en app. Fornemmelse af at støve rundt og så pludselig opdage et godt indlæg. Kreativiteten ved at lave en håndkodet side.

Jeg ved det, bær over med mig. Det går snart over igen.